Udbudsjurist til EU’s bedste tekniske universitet

Vil du være en del af et af verdens førende tekniske universiteter? Trives du med selvstændigt at gennemføre udbud fra planlægning til implementering - og vil du desuden hjælpe DTU med at optimere indkøbsprocesserne yderligere?

Danmarks Tekniske Universitet leder efter en kollega, der udviser forretningsforståelse og analytiske evner. En kollega, der kan rådgive og gennemføre udbud af meget forskelligartede og spændende forskningsaktiviteter inden for lovens rammer, og samtidig har tilfredse stakeholders på DTU’s institutter, centre og afdelinger i hele landet.

I stillingen som Udbudsjurist på Danmarks Tekniske Universitet bliver du ansvarlig for hovedsageligt at gennemføre komplekse udbud af projektanskaffelser, som er kendetegnet ved at være en enkeltstående anskaffelse eller en række delanskaffelser til et større projekt. Projektanskaffelserne omfatter både varer- og tjenesteydelser inden for meget forskelligartede forskningsaktiviteter (fx supercomputere, skibe, satellitter, maskiner, forskningsinstrumenter, it-systemer og konsulenter til specifikke opgaver).

Du vil have mange forskellige roller, lige fra juridisk rådgivning på alle virksomhedsniveauer til projektledelse i forbindelse med gennemførelse af udbud og udarbejdelse af kontrakter. Der er stor fleksibilitet i jobbet, du får mulighed for selvstændigt at planlægge og eksekvere på dine egne opgaver, og du kan altid sparre med erfarne kollegaer.

Vi lægger vægt på:

  • At du har en relevant uddannelse enten som cand.jur., cand.merc.jur. eller tilsvarende.
  • At du har juridisk forståelse for udbudsreglerne samt erfaring med gennemførsel af EU-udbud og udarbejdelse af kontrakter.
  • At du kan kommunikere og samarbejde med brugere og leverandører på både dansk og engelsk.
  • At du kan samarbejde og trives med at løfte niveauet for hele teamet igennem din rådgivning/anbefalinger mv.
  • At du kan arbejde struktureret og med en bred vifte af opgaver.
  • At du har en udstråling, der udviser engagement og et ønske om at udvikle dine kompetencer.

Du kommer til:

  • At blive en del af et universitet, hvor viden og uddannelse med et globalt perspektiv er omdrejningspunktet.
  • At blive en del af en organisation, hvor bæredygtighed prioriteres højt som en del af indkøbsprocessen.
  • At få en hverdag med mange unikke og spændende indkøb, hvor du bliver udfordret på dine udbudsretlige evner – og herigennem får et indblik i DTU’s meget forskelligartede forskningsaktiviteter.
  • At samarbejde med fagligt kompetente og yderst engagerede forskere og ph.d.-studerende, som typisk er førende inden for deres forskningsfelt.
  • At arbejde tæt sammen med 2 erfarne udbudsjurister, hvor fællesskab, ydmyghed og løbende sparring er en høj prioritet.
  • At være med til at sætte dagsordenen for egne arbejdsopgaver og bidrage med nye procesmæssige tiltag.

DTU kan tilbyde:

  • En fleksibel hverdag med mulighed for 2 ugentlige hjemmearbejdsdage.
  • En harmonisk arbejdsplads med en unik fællesskabsfølelse, hvor interesser for privatliv og gensidig respekt er hverdagskost, og hvor der værnes om hinanden både socialt og fagligt.
  • En arbejdsplads i et professionelt og akademisk miljø, men samtidig en arbejdsplads hvor fællesskabet bliver prioriteret gennem mange sociale og festlige arrangementer (fx en årsfest med royal deltagelse og afholdelse af store koncerter, en familiedag, DTU løbestafet, julefrokost og sommer-grillfest).
  • Et meningsfyldt arbejde, hvor konkurrenceudsættelse af kontrakter og fokus på nye bæredygtighedstiltag er med til at sikre, at forskerne på institutterne fortsat kan udføre banebrydende arbejde inden for forskningsverdenen og dermed bevare sin position som EU’s bedste tekniske universitet.

Løn og ansættelsesvilkår

Den ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. frokostpause. Der mulighed for ansættelse som specialkonsulent eller chefkonsulent for rette vedkommende med løn- og ansættelsesvilkår i henhold til AC-overenskomsten eller OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer m.fl. (HK/Stat) afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Arbejdsstedet vil være Lyngby Campus.

Ansøgning og kontakt

Søg stillingen ved at klikke på ansøgningsknappen, hvor du kan uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbeviser.

Har du indledende spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte Udbudsjurist i Strategisk Indkøb Katrine Freiesleben Petersen på telefon 40420446 eller e-mail kafre@dtu.dk eller Senior Recruitment Consultant i Actief-Hartmanns Anne-Mette Juncker Davidsen på telefon 4121 1344 eller anne-mette.davidsen@actief-hartmanns.dk. Actief-Hartmanns bistår DTU i rekrutteringsforløbet.

Ansøgningsfrist er 21. juni 2024. Alle henvendelser behandles fortroligt. Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion el ler etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

 

Søg Stilling
  • Type:
    Fastansættelse
    Fuldtid
  • Region:
    DK Københavnsområdet
  • Jobnummer
    R1003974
  • Ansøgningsfrist 2024-06-23 23:59:59
  • Kontakt: Anne-Mette Juncker Davidsen
    eller ring +45 41 21 13 44
  • DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.