”Han er psykisk ustabil”, sagde referencen… – Værdien af referencer?

Af Anne-Mette Ravn, Adm. Direktør i Hartmanns

 

Det stiller spørgsmålet: Hvilken værdi har referencer egentlig, når vi rekrutterer?

For noget tid siden stod jeg for en rekruttering af en salgsprofil. Som vores processer foreskriver, gennemførte jeg reference samtaler med tidligere arbejdsgivere sidst i rekrutteringsforløbet. (Altid referencer, som kandidaten selv opgiver).

Denne samtale var med en tidligere chef to år tilbage i karrieren. Vi talte sammen et stykke tid, jeg spurgte ind til ansættelsesperioden, opgaver, ansvar og resultater – og fik derigennem valideret kandidatens egne oplysninger.

Referenten havde kun lovord at sige om kandidaten på alle spørgsmål.

Indtil jeg afsluttede med spørgsmålet:

”Er der noget, som du ønsker at tilføje?”. Hvorpå svaret var: ”Ja, han er psykisk ustabil”.. Det var et overraskende svar! Jeg spørger: ”Hvad mener du med psykisk ustabil?”. Han svarer: ”Ja, han går i sort en gang i mellem”. Jeg ved ikke, hvad det præcis betyder at gå i sort, så jeg spørger: ”Hvordan går han i sort? Referenten svarer: ”Han går ned i kulkælderen osv osv….” Samtalen fortsætter…

Efter samtalen står jeg tilbage med et stort dilemma!

Min egen vurdering ud fra to samtalerunder, person profil analyser og cases viser, at kandidaten er en virkelig stærk og matchende profil til jobbet! Og nu står jeg med en reference, som siger, at JA han er en dygtig salgsprofil – men psykisk ustabil og går i sort….
Her melder sig i min optik et etisk dilemma!

Hvilken værdi må referencer egentlig have i en rekrutteringsproces?

  • Hvilken magt kan tidligere arbejdsgivere have over medarbejderes fremtidige karrierer?
  • Hvis kandidaten altid opgiver denne reference – hvordan får denne kandidat så nogensinde et nyt job?
  • Hvor meget må en reference veje i den samlede vurdering af en kandidat?
  • Hvor længe kan en tidligere arbejdsgiver få lov at ”korsfæste” en tidligere medarbejder på referentens egne holdninger og meninger?

 

Kandidaten fik jobbet – og blev i øvrigt en succes i jobbet

Så anbefalingen fra et professionelt rekrutteringshus er:

  • Brug kun referencer til at validere objektive informationer såsom ansættelsesperiode, ansvar, opgaver og resultater
  • Husk at referenter er subjektive og ikke professionelle rekrutteringsspecialister
  • Giv ikke et afslag på baggrund af en dårlig reference, brug det som anledning til en ekstra samtalerunde og en dybere dialog
  • Husk, at alle mennesker udvikler sig over tid. Hvad en tidligere arbejdsgiver har af oplevelser hører fortiden til, der kan være sket meget siden
  • Tænk over, at dine udtalelser som referent, siger lige så meget om dig og din arbejdsplads, som de gør om kandidaten

 

Hvad er DIN anbefaling?

Med de bedste ønsker om gode rekrutteringer fra Anne-Mette, Hartmanns A/S

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få gode råd og tips så du er klædt på til arbejdsmarkedet