Det bæredygtige arbejdsliv kræver tryghed og gode relationer
På jobbet er vi hinandens arbejdsmiljø. Vores sociale relationer på arbejdspladsen rummer både potentialer, gråzoner og risici når det handler om vores trivsel og ressourcer som organisation. Som leder, HR-medarbejder eller blot ansat bør du kende grænserne for de sunde og de usunde dynamikker i arbejdspladskulturer, og herunder hvad du og I som fællesskab kan gøre for at styrke relationer, trivsel og et socialt liv på arbejdspladsen.
Tirsdag den 2. april havde vi i Hartmanns besøg af kunder, samarbejdspartnere, selvstændige, studerende og andre nysgerrige sjæle til Go’ morgenmødet i Ballerup. Temaet for morgenen var ”Arbejdslivet på godt og ondt” med fokus på, hvad der skaber sunde dynamikker og trivsel på en arbejdsplads. Som autoriseret rådgiver indenfor det psykosociale arbejdsmiljø møder Hartmanns nemlig både organisationer i trivsel og mistrivsel. Nogle af fordelene ved et godt psykosocialt arbejdsmiljø er:
- Mindre sygefravær
- Mindre udskiftning blandt medarbejderne
- Øget arbejdsglæde, motivation og produktivitet
Høj trivsel kræver indsats
På mødet zoomede vi ind på kultur, ledelse og struktur som tre primære aspekter, der hver for sig og tilsammen har afgørende betydning for, om vores arbejdsmiljø er trygt og sundt eller det modsatte. De fleste af os kunne genkende situationer fra arbejdslivet, hvor enten uhensigtsmæssig kultur, ledelse eller struktur havde udfordret arbejdsmiljøet. Hartmanns erfaring er, at udvikling og fastholdelse af et sundt arbejdsmiljø med høj trivsel kræver, at vi både arbejder med arbejdsmiljøet gennem organisationers eksplicitte spilleregler og struktur, som fx APV, politikker og retningslinjer, og styrker sammenhængskraft og fælles tryghed i kulturen (sociale spilleregler). Endelig spiller ledelse og ledere en central rolle i denne balance. Tidligere undersøgelser viser, at ledelse af høj kvalitet både øger trivsel og reducerer risikoen for langvarigt sygefravær.
Kollektiv tryghed på arbejdspladsen
Igangværende forskning af bl.a. Mille Mortensen peger på, at kollektiv tryghed på arbejdspladsen bidrager positivt til trivsel. Fælles tryghed fører nemlig oftest til, at vi ikke er bange for at blive straffet, ydmyget eller tabe ansigt i fællesskabet, hvis vi siger til, fra eller deler vores fejl. På samme måde tør vi italesætte det, der ikke fungerer, herunder mistrivsel hos individer eller grupper, bidrage samt stille krav til løsninger, der gavner fællesskabet. Denne dynamik styrker vores sociale relationer yderligere. For nogle ledere er det helt naturligt at understøtte fælles tryghed, mens andre har brug for at tilegne sig denne kompetence i tråd med Stresspanelets anbefaling nummer 2 om træning af ledere i mental sundhed og stress.
Læs mere: Psykosocialt arbejdsmiljø
Vil du vide mere?
Så kontakt:
- Navn: Anders Kinnerup
- Telefon: +45 4121 1317
- E-mail: anders.kinnerup@actief-hartmanns.dk