8. oktober 2018
Fra #Metoo til WeDO – i dag lanceres CEO guide
Et af de store problemer med seksuelle krænkelser på de danske arbejdspladser er, at alt for få – og herunder alt for få ledere – ved hvordan de skal gribe ind over for og forebygge krænkelser af seksuel karakter. At forebygge seksuel chikane er et kollektivt ansvar i organisationen, og der er brug for, at vi står sammen om at skabe gode rammer for en sund arbejdskultur på tværs af brancher og niveauer i organisationen.
I samarbejde med Lederne og MetaFilm lancerer Hartmanns A/S nu en guide til forebyggelse af seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Lanceringen sker ved et stort event i Imperial mandag d. 8. oktober, hvor mere end 1000 mennesker er samlet om bevægelsen fra krænkelser til værdighed i arbejdslivet.
Helle Thorning-Schmidt er hovedtaler og ledsages af chefredaktør Karen Bro og debattør Nima Zamani som værter.
Ved eventet præsenteres Hartmanns’ CEO-guide, som er til landets ledere og giver konkrete bud på, hvordan du på arbejdspladsen tager ansvar for at afhjælpe seksuelle krænkelser. Programmet vil desuden fremme dialog og debat om krænkelseskultur samt opfordre til, at vi i fællesskab tager ansvar for gladere arbejdsmiljøer landet over. Derudover lanceres også nyt #MeToo undervisningsmateriale i samarbejde med undervisningsportalen Clio Online.
Du kan også gå ind på dkmetoo.dk. Her finder du en masse om bevægelsen og du kan også gå ind under “actions” hvor der nu er en kategori der hedder “på arbejdspladsen”, der fører én direkte til “Guide til Ledere”.