Dreams & Details – Genopfind din virksomhed og dit lederskab – mens det stadig går godt.
Af Marketing koordinator Ida Maria Jiman
Dreams & Details – Genopfind din virksomhed og dit lederskab – mens det stadig går godt.
Rider din virksomhed lige nu på bølgen af succes, så er det måske tid til at forny den. Ja, du læste rigtigt. Ifølge bogen Dreams and Details bør forandringer og fornyelse af virksomheden ske, imens virksomheden kører godt og stabilt og ikke, når du ser afgrunden nærme sig med hastige skridt.
Drop KPI’erne og definer en tydelig en drøm
Hovedessensen i bogen er ledelsesmodellen ”Dreams and Details”, der består af 3 elementer. Drømmen, detaljerne og broen. Med denne model, udviklet af forfatterne, illustrerer de vigtigheden af at italesætte en drøm. En drøm, der angiver retning, ambition og inspiration. Detaljerne sikrer, at retningen er tydelig for medarbejderne. Broen, eller med et direkte citat fra bogen er; ”den bane vi spiller på” (s. 72), og består af medarbejdernes mindset og rammer. Broen bygger forbindelsen mellem drømmen og detaljerne.
Voks og få succes med engagerede og passionerede medarbejdere
Big data, kunstig intelligens (AI) og robotter spiller en stadig større rolle i vores dagligdag, og dette gælder også på jobmarkedet. Frygten for, at ny teknologi fører til massearbejdsløshed, har eksisteret længe. Maskiner, computere og robotter bliver hele tiden mere intelligente. De har endnu ikke ført til massearbejdsløshed, men er konstant med til at ændre forudsætningerne for virksomhedernes succes. Samtidig er det de færreste medarbejdere i dag, der bliver drevet af et arbejde, der blot giver ”smør på brødet”. Nutidens medarbejdere ønsker mening og at være en del af et større formål.
Vi taler ofte om et godt arbejdsmiljø og tilfredse medarbejdere som vigtige parametre for virksomhedens evne til at præstere godt, men i bogen pointerer forfatterne, at tilfredse medarbejdere ikke er nok. Medarbejderne skal være engagerede og passionerede, og det starter med en fælles drøm for virksomheden.
Bogen er stærkt krydret med virksomhedshistorier og giver desuden et indblik i forfatternes egne erfaringer fra sportens verden og det tunge erhvervsliv. Herved levendegøres vigtigheden af at genopfinde virksomheden.
Præstationsevnen skal fornyes og lederskabet genopfindes. Og med bogen kan ledere lære at udfolde det menneskelige potentiale, og skabe nye muligheder for virksomhedens vækst og overlevelse.
God læselyst.