Hvordan sproget på arbejdspladsen påvirker kultur, trivsel og samarbejde
Af Christian Sloth Frederiksen , HR and Sales Consultant og Ida Maria Jiman, Marketing Specialist
Hvordan taler vi om mennesker på arbejdspladsen, og hvad siger det om vores kultur? Sproget former vores relationer, værdier og oplevelse af respekt mere, end vi ofte er bevidste om. I denne artikel sætter vi fokus på, hvordan små sproglige nuancer kan have stor betydning for trivsel, samarbejde og den kultur, vi skaber sammen.
Gensidig respekt starter med sproget
Som leder eller HR-professionel arbejder du sandsynligvis målrettet med kultur, trivsel og medarbejderoplevelser.
I investerer i onboarding, lederudvikling, arbejdsmiljø og employer branding. Men der er ét værktøj, som ofte bliver overset:
Sproget.
De ord, der bruges i hverdagen, fortæller medarbejdere, kandidater og samarbejdspartnere, hvad organisationen reelt værdsætter. Sprog påvirker oplevelsen af anerkendelse, tilhørsforhold og respekt. Derfor er det ikke kun et kommunikationsværktøj. Det er et ledelsesværktøj.
Hos Actief Hartmanns, et konsulenthus i jobmarkedet, reflekterer vi løbende over vores egen kommunikation. Vi arbejder hver dag med mennesker gennem rekruttering, vikariater, interimløsninger, Newplacement samt lederudvikling og arbejdsmiljø. Samtidig taler vi internt om, hvordan vores værdier kommer til udtryk i praksis.
Værdier kan høres i hverdagen
Mange virksomheder har flotte værdier formuleret på hjemmesiden. Men kultur skabes ikke af de ord, der står på væggen. Kultur skabes af de ord, der bliver sagt på kontoret. Hos Actief Hartmanns bygger vores arbejde på fire kerneværdier:
- Gensidig respekt
- Resultatskabelse
- Innovation
- Samarbejde
Disse værdier hænger tæt sammen. Respekt styrker relationer. Samarbejde skaber stærkere teams. Innovation opstår, når medarbejdere tør bidrage med nye idéer.Resultater skabes gennem mennesker.
Når vi introducerer nye medarbejdere til vores kultur, taler vi derfor også om sprogets betydning. Ikke fordi alle formuleringer skal være perfekte, men fordi ord er med til at forme den kultur, vi ønsker at skabe.
En vikar er ikke en erstatning
Et emne, der ofte bliver diskuteret på arbejdsmarkedet, er måden, vi omtaler mennesker i midlertidige roller. Mange ledere har på et tidspunkt sagt:
“Vi skal have en erstatning ind i perioden.”
Intentionen er typisk god. Men ordvalget er interessant. Er der tale om en erstatning? Eller er der tale om en afløser, som bringer egne kompetencer, erfaringer og perspektiver ind i organisationen? Når virksomheder anvender vikariater, handler det ikke blot om at udfylde en tom plads. Det handler om at sikre drift, kvalitet og kontinuitet gennem mennesker, der bidrager med deres faglighed. Derfor foretrækker vi at tale om afløsere fremfor erstatninger.
Sprog former kulturen
De fleste af os tænker sjældent over de ord, vi bruger i en travl hverdag. Vi vælger dem ofte af vane.
Men netop derfor er det værd at stoppe op indimellem. Når vi omtaler mennesker på arbejdspladsen, sender vi samtidig signaler om vores kultur og vores syn på hinanden. Det gælder både i møder, i mails, i onboardingforløb og i de uformelle samtaler ved kaffemaskinen.
Mange virksomheder arbejder målrettet med værdier som respekt, samarbejde og tillid. Men hvis værdierne skal leve i praksis, skal de også kunne høres i sproget. Det handler ikke om at være politisk korrekt eller om at kontrollere hvert eneste ordvalg. Det handler om bevidsthed.
Hvilke ord bruger vi om mennesker?
Taler vi om kolleger eller ressourcer?
Om mennesker eller hænder?
Om afløsere eller erstatninger?
Der findes sjældent ét rigtigt svar. Men spørgsmålene er værd at stille. For sproget er med til at forme vores opfattelse af andre mennesker. Når vi vælger ord, der anerkender menneskers bidrag og kompetencer, styrker vi samtidig den kultur, vi ønsker at være en del af.
De små ord betyder mere, end vi tror
Hos Actief Hartmanns taler vi også internt om vores eget sprog. Ikke fordi vi skal være enige om hver eneste formulering, men fordi vores værdier skal kunne mærkes i hverdagen.
Når vi reflekterer over de ord, vi bruger, bliver vi samtidig klogere på den kultur, vi skaber sammen. Måske virker forskellen mellem en “erstatning” og en “afløser” lille. Men ofte er det netop de små sproglige nuancer, der afslører de største kulturelle forskelle.
For kultur bliver ikke kun skabt af de værdier, der står på hjemmesiden og sjældent skabt alene af store ord. Den bliver skabt af de ord, vi bruger hver dag. De ord, vi bruger som ledere, er med til at forme kulturen, samarbejdet og trivslen i organisationen. Derfor er sproget ikke blot et kommunikationsværktøj, men en del af ledelsesopgaven.
Hos Actief Hartmanns oplever vi ofte, at arbejdet med kultur og ledelse hænger tæt sammen. Vi hjælper blandt andet virksomheder med lederudvikling i forbindelse med kulturforandringer, etablering af et fælles ledelsesgrundlag, styrkelse af det psykiske arbejdsmiljø, større vækstperioder, fusioner og opsigelsesprocesser.
Et lederudviklingsforløb skræddersys altid efter organisationens behov og faciliteres af vores erfarne seniorkonsulenter og erhvervspsykologer.
Vil du vide mere?
Så kontakt:
- Navn: Michael Mikkelsen
- Telefon: +45 4121 1332
- E-mail: michael.mikkelsen@actief-hartmanns.dk

Om forfatteren
Christian Sloth Frederiksen er Rekrutterings- og HR-konsulent hos Actief Hartmanns i Sønderjylland. Med afsæt i den daglige dialog med både virksomheder og kandidater omsætter Christian sin praktiske erfaring til relevante indsigter og værdiskabende viden, der hjælper virksomheder med at navigere i et arbejdsmarked i konstant forandring.

Om forfatteren
Ida Maria Jiman er Marketing Specialist hos Actief Hartmanns. Idas artikler fokuserer på rekruttering, ledelse, trivsel, kompetenceudvikling og aktuelle udviklinger på arbejdsmarkedet. Med en passion for at omsætte tendenser og indsigter til relevant og værdiskabende viden formidler hun emner, der hjælper virksomheder med at navigere i et arbejdsmarked i konstant forandring