Driftsdirektør til Maabjerg Energy Center i Holstebro
Efter mere end 30 år i branchen, går den nuværende driftsleder på pension. Derfor søger vi en lederprofil, der kan bygge videre på et stærkt fundament og tage ansvar for et værk, hvor høj faglighed, stærke relationer og lokal forankring har været omdrejningspunktet gennem mange år.
Om stillingen
Rollen er kendetegnet ved en høj grad af indflydelse og ansvar. Du bliver den samlende leder på værket med ansvar for drift, medarbejdere, økonomi og udvikling. Stillingen adskiller sig fra den klassiske direktørrolle ved, at du arbejder tæt på både medarbejdere og den daglige drift, samtidig med at du får en vigtig stemme i de beslutninger, investeringer og udviklingsprojekter, der skal sikre den fortsatte udvikling.
MEC er ejet i fællesskab af Vestforsyning (5/7) og Struer Energi (2/7), og du bliver en central del af samarbejdet mellem de to ejerkredse. Stillingen refererer til den tekniske direktør, som i dag er administrerende direktør i Struer Energi, og du vil indgå i et tæt samarbejde med ejerrepræsentanterne omkring drift, investeringer og den fremtidige udvikling af værket.
Dine vigtigste ansvarsområder vil bl.a. omfatte
Ledelse af mennesker og kultur
Du bliver daglig leder for ca. 35 medarbejdere, der består af maskinmestre, procesoperatører og andre tekniske profiler. Kulturen er præget af høj faglighed, stærke relationer og stor ansvarsfølelse. Vi søger en uformel og synlig leder, som formår at kombinere tydelige forventninger med nærvær og anerkendende ledelse.
Drift i dag og udvikling i morgen
MEC står over for en vigtig udviklingsfase med behov for investeringer, teknologiske valg og nye løsninger til fremtidens energimarked. Som driftsdirektør får du ansvar for at sikre en stabil sikker og effektiv drift, samtidig med at du bidrager aktivt til de strategiske beslutninger omkring fremtidens anlæg og energiløsninger.
Økonomi og forretningsmæssigt ansvar
Du får det overordnede ansvar for driftsøkonomi, budget og ressourceanvendelse og forventes at bidrage aktivt til vurdering af investeringer, udviklingsprojekter og kommercielle muligheder. Samtidig får du ansvar for sourcing af brændsler og bliver en central sparringspartner i de forretningsmæssige beslutninger, hvor teknik, økonomi og udvikling skal gå op i en højere enhed. Det er derfor vigtigt, at du trives i krydsfeltet mellem drift, forretning og strategi.
Arbejdsmiljø og beredskab
Sikkerhed og arbejdsmiljø er centrale fokusområder, og du får samtidig det overordnede ansvar for miljøkrav og værkets beredskab. Dette indebærer bl.a. kontakt til relevante myndigheder, opfølgning på lovgivningsmæssige krav samt sikring af, at organisationen også er robust og handlekraftig i ekstraordinære situationer.
Hvad kan virksomheden tilbyde dig?
Maabjerg Energy Center er mere end blot en arbejdsplads. Mange medarbejdere har været en del af værket i mange år, og der er et stærkt fællesskab og en kultur præget af loyalitet, engagement og stolthed over det arbejde, der udføres.
Som ny driftsdirektør overtager du ansvaret for et veldrevet værk med en stærk kultur, høj faglighed og mange loyale medarbejdere. Du får stor indflydelse i hverdagen, korte beslutningsveje og muligheden for at præge både organisations udvikling og værkets fremtid i tæt samarbejde med ledelse, bestyrelse og medarbejdere.
Hvem er du?
Du har en teknisk uddannelsesbaggrund som maskinmester, ingeniør eller lignede, gerne kombineret med en uddannelse inden for strategi eller økonomi som f.eks. HD eller MBA. Måske arbejder du i dag som driftschef, teknisk chef eller i en tilsvarende lederrolle, og er klar til næste skridt i karrieren.
Vi forestiller os desuden at du:
- Har minimum 5-10 års ledelseserfaring og stået i spidsen for udvikling og forandringer
- Har erfaring med organisationsudvikling og forandringsledelse
- Har stærk forretnings- og økonomiforståelse
- Kan kombinere teknisk indsigt med strategisk tænkning
- Motiveres af både mennesker, drift og udvikling.
Erfaring fra kraftvarme-, energi eller forsyningssektoren vil være en fordel, men du kan også komme fra f.eks. procesindustrien, fødevareindustrien eller andre teknisk komplekse produktionsvirksomheder.
Som person er du jordnær, relationsskabende og beslutningsdygtig. Du formår at skabe tillid omkring dig, samtidig med at du tør udfordre vante arbejdsgange og tage ansvar for de forandringer, der skal gennemføres.
Interesseret i at høre nærmere?
Vil du vide mere om jobbet er du velkommen til at kontakte Senior Recruitment Consultant Line Fribæk Theodorsen på tlf. 4121 1460 eller på mail line.theodorsen@actief-hartmanns.dk eller ansøge jobbet, ved at klikke på ”Søg Stilling”. Vi forventer at afslutte rekrutteringsprocessen i november, således at tiltrædelse kan ske i januar 2027.
Actief Teknik Bureauet varetager rekrutteringsprocessen, og al kontakt bedes derfor rettet direkte til os. Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge uanset alder, køn, handicap, etnisk baggrund, religion eller nationalitet.
-
Type:
FastansættelseFuldtid -
Region:
DK Midtjylland -
Jobnummer
R1005490 -
Ansøgningsfrist 2026-10-23 23:59:00
-
Kontakt: Line Fribæk Theodorsen
eller ring +45 41 21 14 60